Så er vi i gang …

… efter et par års pause. Nærmere bestemt 3½ år uden at skrive en eneste blog. Jeg havde mistet modet og pusten. Travlhed. Og ikke bare det: multitasking og det var bare for hektisk. For meget, det hele. Så skete det utrolige: jeg blev spurgt om jeg ville skrive et par klummer i løbet af foråret 2025 til Landbrugsavisen, OG der blev henvist til denne blog i invitationen. Nogen havde set den! Fantastisk! Jeg bestemte at den skal leve igen, om ikke andet, så bare fordi det er godt at tænke sig om, mens man skriver. I mellemtiden gik der et halvt år – men NU … !

Verden er ikke just blevet et nemmere sted at være …

… siden jeg var her sidst. Tvært imod. Så på med vanten. Find ordene. Få tungebåndet eller tastaturet på gled. Håber at jeg kan give inspiration og gode tanker til jer, som kommer forbi. Og hvis jeg bare er herinde alene i rungende stilhed, så vil jeg holde fast i, at jeg selv får kultiveret nogle tanker, og det er der brug for i en verden, hvor benene meget nemt kan blive skyllet væk under én og de mest surrealistiske ting pludselig bliver ny-normal.

Til sagens kerne: jeg vil skrive om min første klumme i Landbrugsavisen, som kan ses ved at klikke hér. Den handlede jo selvfølgelig  om landbrug. Det ligger ligesom i sagens natur, når man nu skriver til Landbrugsavisen. Da jeg startede med at skrive, skulle den handle om at vi har brug for diversitet. Stort, vidt og bredt. Men – håbløst – en klumme fylder cirka et A4-ark (info for dem, som stadig husker hvordan et stykke papir ser ud). Men lad os alligevel starte dér:

Diversitet er så mange ting

Landbrugsdiversitet kan være at den enkelte gård har gang i mange forskellige ting. Med andre ord, “diversificering” – de lægger ikke alle æg i én kurv. Det kan være multifunktionelt – dvs. at man ikke bare har landbrug, men fx bliver et sted for mennesker, som har haft det svært på en eller anden måde, eller at man har bondegårdsferier, forarbejdning af produkter, eller skole-samarbejde.

Hvis diversificeringen handler om, at man har forskellige slags dyr kan det kaldes ’multispecies landbrug’. Diversificering kan også være at landbruget har dyr, frugt, grønt, og andre produktioner som et integreret sammensat gårdsystem. Fordelen kan være, at man kan skabe synergier mellem forskellige produktioner – for eksempel hvis man har mange grøntsagsrester og samtidig har dyr, der kan leve af det.

Men ’diversitet’ kan også forstås som biodiversitet, dvs. artsvariation indenfor landbruget eller at man støtter omgivelsernes biodiversitet (og min holdning til dét er at vi skal have noget landbrug som støtter det omgivende ikke-landbrug). Jeg har arbejdet med køer i mange år – derfor valgte jeg at fokusere på køer.

Køer som en del af et landbrugssystem – ikke en industri 

Køer bliver skældt ud. Og ja, der er for mange af dem i verden, og de udsættes for ting som levende dyr ikke skulle udsættes for i en industri, som slet ikke hænger sammen, og måske er bygget efter en standard, som slet ikke passer til stedet – fx. bygget efter ‘dansk model’ på et tropisk sted. Så er det ikke landbrugssystemer, hvor der er synergier mellem de forskellige dele. Hvad er forskellen mellem et system, og en industri? Et system har synergier mellem de forskellige dele, og det er muligt at der er feed-back mekanismer mellem dem. Et system hænger sammen, og der er balance. En industri er en fabrik, og den kan være ‘dumpet ned’ et sted, hvor omgivelserne slet ikke støtter den og egentlig heller ikke er nødvendige, for der bruges tit meget energi på at fragte foder eller levende dyr eller kød eller produkter i tilknytning til industrielt landbrug. Min korteste version.

Jeg kalder køerne ’systempartnere’ – hvad er det?

Jeg kalder dem system-partnere, køerne, fordi de kan bidrage til et gård-system, og systemet bidrager til deres gode liv. De er græssere og skovdyr, de er vandringsdyr, de bidrager til jordens frugtbarhed og de kan leve af græs. Men de er jo ikke BARE gode til at levere god gødning til jorden og æde græs – de er også ‘sig selv’, de er levende følende dyr, de er venlige og nysgerrige og har personlighed. Vi kan behandle dem godt og de kan være gode for os og vores mentale, emotionelle sundhed. De kan være en udgave af dét, som idag benævnes som ‘one-welfare’: velfærd for dyr, mennesker og miljø. Så det blev en stor del af min klumme:

Køer er en oplagt del af grønne løsninger, hvis vi tænker i sammenhænge. Med andre ord: balanceret landbrug! Det kunne fint være en kombi, hvor køer indgår.

Hold fast i sammenhænge 

Køer prutter og bøvser. De er drøvtyggere. Det er hele grundlaget for deres væren i verden. De fordøjer ikke selv deres mad – det gør andre for dem. Mikroorganismer, hedder de – der bor mange kg af dem i vommen. De producerer metan. Jeps. Sandt nok. Men er det et problem? Ja, det er det, når der ikke er balance mellem dyrene og omgivelserne. Når der er for mange. Når de producerer så meget at de bliver slidt op og skal erstattes af yngre dyr i en alt for ung alder.

Nogle mener at løsningen er at stoppe deres metanproduktion gennem fodringen. Kan vi finde noget, som er naturligt for dem, og er det godt for deres vom og fordøjelse? Og som ikke viser sig at skabe andre problemer et andet sted i systemerne?

Jeg mener at løsningen snarere er at tænke i større sammenhænge. Lad dem være drøvtyggere, og giv dem gode liv, gør det spændende at arbejde med dem – de er ikke maskiner – og ‘sæt tæring efter næring’ som menneske – det vil sige: lad kalvene få det, der tilkommer dem, spis resten og nøjs med det, der er, nyd det i fulde drag, minimer spild og fyld i øvrigt maverne med andre ting, som ikke producerer metan. Lad være med at producere masser af mælk til skummetmælkspulver til eksport, men fokuser på lokal produktion, og værdisæt det: det skal koste så meget, som det koster at producere det. Hvis familier med lave indkomster ikke har råd til mejeriprodukter, kan det løses politisk gennem tilskud og afgifter.

Jeg lever i et udviklingsland. Jeg vil gerne støtte en udvikling af et landbrug, som er berigende for både jord, planter, dyr, mennesker og økosystemet omkring landbruget. Hvor køer kan være en berigende del, og at det ikke bare handler om bøvser og prutter, men også om frugtbar jord, recirkulering af næringsstoffer, biodiversitet og mange andre ting, og at lade dem være drøvtyggere, for det er dét, de er.

I min barndom kunne børn ikke få mælk nok

Da jeg var barn, var mælk nøglen til fremtidens sunde borgere – der var bare fuld skrue på mælkedrikkeriet. Ved skolelægen konkurrerede vi om, hvem der drak mest mælk, for det skulle éns forældre skrive. Vi sad og sammenlignede sedlerne fra vores forældre om, hvor meget vi sov, og hvor meget mælk vi drak, og den slags. Dér er vi jo ikke længere. Der sælges stadig masser af mælk til børnefamilier, men mælk er ikke dén ernærings-nøgle, som det blev gjort til engang.

“Spis ost og drik vand” skrev Trine Krebs. 

To uger inden min klumme havde Trine Krebs skrevet en klumme, hvor hun argumenterede for at spise mælkeprodukter med nydelse, når ’maden kaldte på det’. Lidt piskefløde, lidt ost, lidt creme fraiche… men lad være med at pøse mælk i glassene. Jeg var meget glad for hendes pointe – det er centralt: sæt tæring efter næring, spis med omhu og taknemmelighed.

Sæt tæring efter næring 

Jeg nævnte en gammel leve-regel ovenfor: ’sæt tæring efter næring’. Det betyder, at man skal indrette sig efter, hvad man har, færdig bum. Vi gør det omvendte i den måde vi lever på: vi gør vold på verden for at få produceret alt det, vi synes at vi har brug for, og vi låner penge, fordi vi ikke kan vente på at få råd til det, vi mener at vi nærmest ikke kan leve uden.

Hvis man tænker leve-reglen igennem i forhold til vores mad-system og mad-forbrug, så handler det jo i den grad om at spise det, man har til rådighed. Det ville nok indebære, at vi skulle skrue voldsomt ned for transport af mad, og så nyde i fulde drag, når vi får noget ekstraordinært. Vi må lære at nyde, at bearbejde, at kombinere, at fermentere, gemme, sylte, fryse, og derved strække sæsonerne og i øvrigt leve mere efter sæsonerne. Vi må lære at det hele ikke bare er tilgængeligt hvor og hvornår man nu kunne ønske det, for det slider på den eneste klode, som vi bor på.

HUSHOLDNING, i ordets egentlige og allermest bogstavelige forstand.

Og så handler det om at sætte sit forbrug ned. Hvis der ikke skal være så meget spild fra supermarkederne, så kan hylderne af og til være tomme – det er ok. Vi indretter os.

Pointen: kvæg kan være ligeså meget løsning, som de er et problem – hvis bare systemerne hænger sammen

Det giver mening at arbejde for, at landbrug udvikler sig til at blive systemer, som hænger sammen og giver liv, der er værd at leve, både for jord, planter, alle dyr – både dem der officielt er en del af landbruget, og dem der lever i jorden, luften, træerne, og vandet – og mennesker.

Det betyder færre dyr per arealenhed end hvad vi normalt beregner, og mere sammensatte landbrug, flere mennesker til at arbejde med jord og dyr og mad. Det er relevant at tænke i nye baner, hvordan man kan lave et landbrug som støtter naturen omkring landbrugslandet, for eksempel ved at støtte jordsundheden og ikke sprede giftstoffer ud på jorden. Lade dyr være de dyr, som de er, sociale og med hver deres særegne træk, tænke i andre og mere robuste og alsidige racer, skovlandbrug, og ja, netop diversitet i og diversificering af landbruget. Er det ikke også mere sjovt og spændende for mange unge mennesker? Kunne det bidrage til socialt liv på landet? Og ville det ikke være meningsfuldt at spise lokal, ærlig og ægte mad, betale mere for den gode mad, lade være med at spilde den, og i det hele taget passe på jorden, luften, vandet og det levende?