Der var ‘Kalvens Dag’ idag på Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg sidste onsdag, den 12.november 2025. Det er femte år, hvor der afholdes en dansk konference med fokus på kalve. Jeg var glad for at jeg blev inviteret til at holde indlæg om køer og kalve sammen i malkekvægbesætninger, og fordele og ulemper ved kortere eller længere tid sammen. En kort version af mit indlæg kan læses her nedenunder.
Kalve har været en overset gruppe dyr – det ændrer sig …
I slutningen af 1990erne var jeg med til at undersøge kalves vilkår i økologiske malkekvægbesætninger. Faktisk fandtes der slet ikke specifikke regler for kalve i de første mange år. Kalvene var simpelthen en overset gruppe dyr – ikke bare i økologiske besætninger, og ikke bare i Danmark, og det var ikke et nyt fænomen. Siden mælk for alvor blev et salgsprodukt, så har man haft fokus på koen, og kalvene fik ikke megen opmærksomhed. En overgang skød mange landmænd deres nyfødte tyrekalve, fordi de var for dyre i drift i forhold til dét, man fik for dem. Tyrekalvene får ofte besætningens dårligste råmælk – ingen grund til at investere i dem, når de alligevel bare skal ud af besætningen hurtigst muligt. Sådan er det i hvert fald i en del besætnin-ger. Antibiotikaforbruget er stadig højt hos kalvene, selvom det generelt er faldet i malkekvægbesætninger i de seneste årtier. Men – der er fokus på det, og det er godt for kalvene og for verdens antibiotikaforbrug i en situation med truende antibiotikaresistens.
Hvem passer kalvene?
I 2019 blev jeg sammen med andre gode kolleger involveret i et EU-projekt, ROADMAP, om brug af antibiotika i landbruget. Forskere og andre aktører fra vidt forskellige lande: England, Schweiz, Belgien og Danmark, arbejdede sammen i ROADMAP. Vi fik blandt andet sat fokus på kalvepassernes situation. Man kunne sige at kalvene – især tyrekalvene – var en overset gruppe. Men det var mange af kalvepasserne altså også. De britiske projektpartnere havde stærkt fokus på kalvepasserne og deres situation. For eksempel så kunne kalvepasserne sjældent få lov til at beslutte noget. Det drejede sig både om at udforme strategier for besætningen, og det drejede sig om daglige beslutninger, som f.eks. konkrete sygdomsbehandlinger.
Pasning af levende sansende dyr er ikke industri-arbejde
Én af indlægsholderne på kalvens dag spurgte ud i forsamlingen, hvor mange der passede kalve i det daglige. Det var mange! Så spurgte han, hvor mange, der selv ejede dem. Det var ganske få. Der var rigtig mange yngre mennesker til stede. Det er jo opmuntrende: jeg håber, at der er en generation af dygtige, omsorgsfulde og vidende landmænd og -kvinder på vej. Jeg håber også, at de kan få lov at opbygge erfaringer og få lov til at tage beslutnin-ger som en del af deres arbejde.
At passe kalve er ligeså vigtigt som at passe alle andre levende, sansende dyr: der skal holdes øje, ydes omsorg og tages stilling til mange ting i det daglige, og der skal viden, overblik og tid til.
Det er ikke industriarbejde, forstået på den måde at man bare mekanisk skal fodre, strø, flytte, rengøre osv. osv., uden egentlig at udvikle sig, snakke om beslutningerne og lære undervejs. Man skal være til stede, observere, reagere, interagere.
Kalve er nysgerrige, sociale, sansende unge dyr – de skal have god pasning
På Kalvens Dag blev der talt om elitens kalvepassere. Det var et projekt, hvor kalvepassere mødtes fire gange årligt og så hinandens kalve, udvekslede erfaringer, og lærte nyt. Sam-men. Og blandt andet af hinanden.
Jeg vælger at tro på, at selve begivenheden ’Kalvens Dag’ vidner om at både kalve og de mennesker, som passer dem, er langt mere i fokus nu, end de har været. Koens og kalvens interesser er – kort sagt – ernæring, immunitet, omsorg og læring. De skal have mulighed for at være de dyr, de er: unge, nysgerrige, sociale, sansende. Jeg vælger at håbe på, at kalvens og koens interesser også kommer mere og mere i fokus i fremtiden, fordi det er en del af fremtidens løsninger, hvis vi mennesker skal tage dyr i vores varetægt.
Kort opsummering af mit indlæg på Kalvens dag
Jeg var blevet bedt om at holde et indlæg med titlen ”Ko og kalv sammen – et nuanceret blik på adfærd og velfærd”. Min hovedpointe var, at jo mere ro og jo mere tid, ko og kalv har sammen, jo bedre. Den var også dén konklusion, som min gode kollega Margit Bak Jensen og jeg kom frem til i løbet af foråret, hvor vi udarbejdede denne rapport, som handlede om tidlig separation (klik hér).
I de første timer: samvær stimulerer til aktivitet
I begyndelsen giver ro og tid mulighed for dén aktivitet, som er naturlig for ko og kalv. Ko-en kommer på benene lynhurtigt efter kælvningen, når hun skal tage sig af sin kalv, og kalven bliver stimuleret af koens slikken og puffen og opmuntring.
Kalven skal gerne op og patte. Jo hurtigere jo bedre. Både for at kalven bliver immuniseret og for at få koen til at udløse oxytocin, som er med til at stimulere mælkenedlægning og sammentrækning af livmoderen/børen. Koen er meget motiveret til at tage sig af sin kalv, og hun knytter sig lynhurtigt til sin kalv.
Råmælk og overgangsmælk er vigtig
Råmælken er vildt vigtig. Patning er vigtig. Set fra en adfærdsmæssig vinkel, både fra ko-ens og kalvens vinkel, så er det bedst at kalven drikker fra koen – for så bliver koen også stimuleret og frigiver oxytocin. Ydermere har kalven brug for den såkaldte overgangsmælk – den mælk, som produceres i dagene efter råmælksdøgnet. Det er der også mere og mere opmærksomhed på, og mange er begyndt at udfodre det til nykælvede kalve efter at de er blevet separeret fra deres mødre. I ammetantesystemer er der en udfordring, fordi man vil ofte gerne have kalven til at bonde med ammetanter 1-2 døgn efter kælvning, og det bety-der jo som regel, at de får ’almindelig mælk’. Alt det bøvl slipper man for, hvis kalv og ko går sammen nogle dage: så får kalven sin egen mors mælk, simpelthen.
Ko og kalv kalder på hinanden
Ulempen er at jo mere tid der går, jo heftigere reagerer de begge på at blive adskilt. Der er ikke påvist nogen forskel mellem 12 og 24 timer hvad det angår, men når vi kommer op omkring 4 dage, så er der en meget kraftig reaktion. De har bundet sig til hinanden, og kalven forbinder koen med livsvigtig mad og omsorg.
Der er ingen tvivl om at ’lyd’ – vokalisering – ved separation er et tegn på at dyrene reagerer og er stressede. Men man argumenterer for, at man foretrækker at separere dem tidligt, fordi køer og kalve ikke oplever det som noget negativt, bare det er tidligt. ’De har ikke nået at binde sig til hinanden’, siger mange. Men det er ikke nødvendigvis den rigtige konklusion: vi har at gøre med et byttedyr, som er programmeret til tavshed i livets første døgn, så vi skal passe på at vi ikke fejlfortolker tavsheden. Flere og flere får øje på dette perspektiv.
Vi har at gøre med et byttedyr, som er programmeret til tavshed i livets første døgn, så vi skal passe på, at vi ikke fejlfortolker tavsheden.
Ko-kalv samvær handler i høj grad om ernæring, omsorg og læring
Når vi taler om senere separation, så ser jeg på ernæring, omsorg og læring som de vigtige ting, kalven – og koen! – får ud af samværet. Kalven får masser af mælk i den rette temperatur og flere måltider gennem døgnet. Omsorgen fortsætter, og koen passer på og forsvarer sin kalv, og sørger for at den får ro. De sociale kompetencer bygges virkeligt op i ugerne og månederne efter kælvning. Kalven leger, og det udvikler sig gradvist til at bygge rangorden. Kalvene lærer at færdes i systemet, de er hurtige til at æde foder og hvis de kommer med på græs, så lærer de jo også om hegn og græsning.
Aktiv indsats for at gøre overgangen blid for kalvene
Ulemperne er igen: stærk binding og derfor kraftig reaktion på separation, og også behov for at menneskerne skal gøre en masse aktivt for at få et godt forhold til dyrene. Kalve fra ko-kalv systemer bliver sommetider beskrevet som ’rodeo-kalve’. Nogle har oplevet, at kalve drikker rigtig meget mælk, og bliver ved, også selvom de er 3 måneder gamle eller endnu ældre ved fravænning i økologiske besætninger.
Hvis kalvene ikke er vant til at æde ’rigtigt foder’, når de adskilles fra koen og dermed mælken, så kan overgangen blive voldsom. Derfor skal man også sørge for, at de får en masse rigtigt kvægfoder af god kvalitet, så overgangen bliver blidere, og de – inklusiv deres fordøjelsessystemer – er vant til at blive mætte af fast foder.
Der er en stor risiko for sygdom. Især er diarré en udfordring, fordi der kommer små nye kalve ind i besætningen hele tiden, og de kommer ind til kalve, som er flere måneder gam-le – smitterisikoen er derfor stor, og hvis der først er smitte såsom cryptosporidier, virus eller bakterier, i omløb, så er der stor risiko for at det går galt, og rigtig mange af kalvene bliver syge.
Ny gensidighed mellem ko-kalve-passere og dyrene
På Kalvens Dag blev der også spurgt ind til arbejdssikkerhed – det er en meget relevant diskussion! Gert Glob Lassen, som også holdt indlæg med baggrund i erfaringerne fra Ellinglund, fremhævede at det især var det første døgn, der var kritisk i forhold til at koen ville forsvare sin kalv, men at man selvfølgelig skulle have øjnene med sig – men de havde dog generelt rolige og omgængelige dyr på Ellinglund.
Mange landmænd har oplevet at de får øje på deres dyr på en ny og anderledes måde, når kalvene er hos køerne. Jeg har f.eks. mødt udtryk som at køerne ’træder i karakter’ og de ’får øje på dem som køer’.
Disse landmænd har ændret deres syn på deres dyr og fået øje på dem som dyr. Der har også været nogle, som startede med at det kun var kviekalve, som indgik i ko-kalv-systemer, men de ændrede holdning undervejs og begyndte også at have tyrekalve sammen med deres mødre. De kunne se, hvor omsorgsfulde køerne var, når de havde kalven hos sig, og syntes at alle køerne – også dem der havde fået en tyrekalv.
På nogle måder kan man godt se det som at der er opstår en ny gensidighed mellem ko-kalve-passere og dyr. Det er faktisk stort!
