Dette er en blog om ”The summit of species’, som jeg lige har deltaget i! Den fandt sted fredag 13. og lørdag 14. september 2025, i Aarhus (omtale hér). Summit’en var organiseret af ’Arternes Aarhus’ og samlede folk fra Island, Sverige, Norge, Tyskland og flere andre lande, i en sprudlende samling af workshops, oplæg og debatter, samt en parade lørdag eftermiddag til Aarhus rådhusplads. Min korteste overskrift er nok: Kloden rummer milliarder af arter, og vi skal se dem, være bevidste om dem, og passe på dem på alle måder, for de har ligeså meget ret til at være her, som vi har. Det er op ad bakke i en tid med masseudryddelse og katastrofale konsekvenser af et sammensurium af miljøkriser.
Biodiversitet og arternes demokrati
Vi taler meget om biodiversitet. Der er hårdt brug for at gøre noget – NU – biodiversiteten har trange kår i et land, der er plastret ind i monokulturelt landbrug. Det sprudlende, spraglede og levende dør omkring os. Biodiversitet handler både om alle linier, variationer og racer indenfor hver art, og så om diversiteten mellem arter: at der er rigdom af arter, og de kan trives i synergi, måske endda symbiose, og skabe systemer sammen. På den måde kan systemet leve videre og genoprette balancen i tilfælde af chok og forstyrrelser. Resiliens.
Hvad er så arternes demokrati? Kan man tale om en arts ret til at eksistere? Hvordan hænger indsatsen for biodiversitet sammen med en indsats for sådan et arternes demokrati? Tjahhh – måske kunne man starte med at et biodiverst system netop er til, fordi alle de involverede arter kan finde et livsgrundlag i det. Det er ikke bare menneskehedens overlevelse eller overflod, det gælder. Bevidsthed om at hver art har en plads og en værdi, og at vores ansvar som mennesker som minimum er at sikre alle de andre arters livsgrundlag, når vi tager beslutninger om at føre alle vores projekter ud i livet. På dén måde bliver biodiversitet og arternes demokrati to sider af samme sag.
Virkeligt … ALLE arter?
Mit arbejdsliv drejer sig om emner og temaer, hvor dyr har en rolle. Det er som regel landbrugsdyr. Det er komplekst at tale om landbrugsdyr og ’demokrati’. Fokus bliver derimod meget tit på dyrenes velfærd, og om de kan ’imødekomme deres behov’ (jeg tør slet ikke nævne begrebet ’naturlige behov’ hér), og i sidste ende om de har bevidsthed og følelser, som på en måde gør dem ‘berettigede’ til vores omsorg og hensyn. Pyhhh, det kan blive komplicerede diskussioner, også når vi taler om landbrugsdyr. Hvad så med vilde dyr? Og – når vi taler om ALLE arter, så er planter også med, og svampe, virus, floder, og alle former for liv, og så bliver det for alvor og på samme tid både komplekst og meget simpelt: det handler om liv. Det handler simpelthen om at alt liv skal have en plads i den verden, som vi i dén grad påvirker og former. Det skal vi have øje for.
Hvor er det på en måde befriende! Så bliver det ikke til en diskussion om velfærd eller hvorvidt dyr har følelser og er bevidste. Det kommer til at handle om at give plads til liv, til det levende. Det kommer til at handle om at hver art og hver undergruppe af arten (race, varietet, linie) har en plads, som giver mening i systemet, og en ret til at være der. De er en del af et større system, som fungerer bl.a. netop i kraft af at de er der. Selvom vi som mennesker godt synes, at vi kan leve uden fx bladlus eller muldvarper, så er der meget, som vi som mennesker ikke ved – vi ved ikke hvad vi rykker og forrykker, når vi, med eller uden intentioner, starter med at udrydde fra en kant ad. Det er som om vi sommetider glemmer, at det faktisk er vores opgave at holde fast i den dybe respekt for de fantastiske organismer og systemer, som vi også er en del af, men som vi ofte vælger at slå ihjel.
Menneskers specielle rolle og ansvar i økosystemer
Skal vi trække alle andre former for liv ind i vores menneskeverden og vores vestlige forståelse af alting? spurgte Cecilie Sachs Olsen (se her), som er professor i ’Art and Society’ ved Oslo Metropolitan Universitet. Det spørgsmål har jeg også tumlet med længe i forhold til spørgsmål om dyrenes rettigheder. Hun stillede også spørgsmålstegn ved nytten af at skifte perspektiv fra ’menneske som hersker’ til ’menneske som en del af et økosystem på lige linie med alt andet liv’. Kernen af arts-demokrati. Det er en fin tanke, nogle ville sige at sådan burde det være. Men – vi bliver også nødt til at se i øjnene, at virkeligheden er en anden. Vi HAR placeret os højest i hierakiet ved at gøre det, som vi gør. Vi må ikke underkende vores ansvar: vi er den art, der rent faktisk er godt i gang med at ødelægge klodens økosystemer. Det har mennesket magten til, som ingen anden.
Konceptet ’natur’ kan være en fælde. Vi forstår ’natur’ så forskelligt,. Der bliver nogle gange talt om det som noget, vi kan ‘designe plads til’ – hvilket i sig selv er et paradoks. Vi kan godt skabe øer af habitater, som på en måde er uberørte af mennesker. De er jo bare ikke uberørte af den regn, der falder ned over dem, eller det vand der strømmer gennem det. I og med at vi deler luft og vand og jord, så skal vi løse det gennem samlede indsatser både lokalt og globalt. Kan strukturelle og politiske tiltag sættes i gang af aktivisme?
Aktivisme som advokat for en art
I Aarhus startede en lille gruppe mennesker et initiativ i 2017 om at blive advokater forskellige former for vildtlevende liv (se her). I andre byer og lande opstod der lignende initiativer, og grupperne inspirerede hinanden. I de to dage på ‘summit of species’ så jeg, hvordan det kan være inspirerende, sjovt og legende, at man som menneske påtager sig at blive advokat for en specifik art. De var nemme at få øje på, når de trådte i karakter som advokater: de gik med fuglehoved-hatte, dragter med haler, der hang muldvarper i deres tøj, eller de havde blade og blomster på. De læste digte op, eller fik forsamlingen til at sige lyde som deres art, i ’open space sessioner’. I pauserne snakkede jeg med advokater for asketræer, tang, mursejlere, sølvsmede, bladlus, … og mange flere. Da jeg fortalte gærdesmutte-advokaten, at jeg havde et gærdesmutte-par i min garage, og vi snakkede om dens utroligt store stemme, spurgte hun interesseret ind til deres boligforhold. Hun foreslog mig at gå ind på nettet og finde målene på en gærdesmuttekasse. Den skulle hænge cirka 2 meter over jorden, og de ville især sætte pris på den om vinteren, fordi de overvintrer i Danmark, og de vejer jo kun omkring en 12-13 gram. Sådan blev en advokat også en slags rådgiver, og mange af advokaterne holder små arrangementer fx på biblioteker eller i foreninger og skoleklasser, og fortalte interesserede medmennesker om deres art. Nina Tofte Hansen, som var drivkraft i dannelsen af Arternes Aarhus i 2017, og nu var en af værtinderne ved ’Summit’, fortalte om vigtigheden af at det også skal være sjovt. Midt i al alvoren om de trange levevilkår for mange danske arter, så er advokaterne med til at skabe fascination og viden og glæde om arterne, og det er sjovt og spændende at være med i. Det er en form for aktivisme, som bliver meget håndgribelig, når man bliver advokat for en art, som man kommer til at kende rigtig godt, og samtidig åbner sanserne også for at lytte, se og fornemme andre arter.
”The human swan”
Sacha Dench var inviteret til at holde et oplæg lørdag. Hun har taget pibesvaners perspektiv, når de fløj som migrerende fugle, fra sommer i det nordlige Rusland til vinterophold i det sydlige England. Hendes indlæg slog benene væk under mig: hun havde fløjet 7000 km vha. ’paramotor’ eller ’motoriseret paragliding’, altså – fløjet under en stor firkantet vinge, som piloten – Sacha Dench i dette tilfælde – hang nedenunder i nogle seler mens hun gled gennem luften med en motor på ryggen. Der var ned til 22 graders frost i disse luftlag i det nordrussiske efterår, og hun havde batteriopvarmede vanter og støvler. Russiske jægere og rensdyrvogtere havde hjulpet hende ved at placere små stationer på vejen med bl.a. brændstof. Det var en fantastisk fortælling, og hun var fantastisk – fokus kommer lynhurtigt på hendes bedrift, selvom hun søgte jo at henlede den på dét, der var hendes fokus: at vise rejsen fra pibesvanens perspektiv. En pibesvane flyver ikke med batteriopvarmede vanter og støvler, men når de kommer ind over bebyggede områder, så flyver de ind i højspændingsledninger og en trediedel af de undersøgte døde svaner havde på dét tidspunkt – for knap 10 år siden – blyhagl i kroppen. Med andre ord: De blev også skudt på. Nogle blev dræbt og spist, andre fløj videre med sårene og hagl i kroppen. Det er én af årsagerne til en stærkt faldende population, udover generelt forringelse af deres rast-steder på den 7000 km lange rute. Undervejs organiserede Sacha Dench møder med bl.a. den polske jægerorganisation om at forbyde blyhagl (det var de ikke på dét tidspunkt). Hun mødtes med hundredvis af mennesker og grupper på sin rejse, hvor hun talte svanernes sag. Hun havde et filmteam på jorden en del af tiden, hvor der var oversættere tilknyttet, så hun kunne snakke med folk i de 11 lande, hun fløj henover. Jeg kunne skrive side op og ned om hendes oplæg – måske gør jeg det senere – men se mere på hjemmesiden hér, og på UN’s side hér, samt hendes TED-talk her.
En islandsk gletscher som præsident-kandidat
I 2024 nominerede en islandsk gruppe gletscheren Snæfellsjökull som præsidentkandidat. Snæfellsjökull ligger i det vestlige Island og kan sommetider ses fra Reykjavik, på cirka 120 kms afstand, på den anden side af en bugt. Den er cirka 700.000 år gammel, og den er ved at smelte væk; alle Islands gletchere, nogle af dem over en million år gamle, vil være væk om 50-200 år. Sidste vinter læste jeg ‘On time and water’ af den islandske forfatter Andri Snær Magnusson – den kan anbefales: den fortæller om gletscherne og bringer de nære konsekvenser af klimakatastrofen tæt på. Angela Snæfellsjökulls Rawlings var initiativtager til at opstille denne gletscher som præsidentkandidat (hér), og hun var tilstede ved ‘Summit of species’. Hun er kunstner, forsker og underviser, og fortalte sammen med Vena Naskrecka om initiativet og præsidentkampagnen ved denne Summit. Den islandske gruppe havde bragt dråber af smeltevand fra gletcheren med, som blev blandet med vand fra andet europæiske kilder, for at blive bragt videre til en forestående konference om klodens vandressourcer.
Vand flyder gennem livet på kloden
Også gennem denne konference. Intet liv uden. Og vand er et godt sted at starte, fordi selve livet startede i vand. Vi havde også en kildekone som deltager ved konferencen, og kunne fortælle om Danmarks mange kilder. Under de fleste byer er der ’skjult vand’, som nogle steder er lagt i rør. Sådan er det også i Aarhus. Fredag eftermiddag var jeg med på en vandretur rundt i Aarhus, om vandet under Aarhus. Den var ledet af Kennet Öhlund og Thomas Laurien fra Borås i Sverige (hér), hvor de har arbejdet med en ecofeministisk tilgang til vand, for mænd. Der er overvældende meget at sige og skrive om vand, så jeg skubber det til en senere blog, og slutter af nu med citat, som vi fik på et uddelt ’tankekort’ i løbet af workshoppen om vandet under Aarhus:
My real body
I can lose my hands, and still live. I can lose my legs and still live. I can lose my eyes and still live. I can lose my hair, eyebrows, nose, arms, and many other things and still live. But if I lose the air I die. If I lose the sun I die. If I lose the earth I die. If I lose the water I die. If I lose the plants and animals I die. All of these things are more a part of me, more essential to my every breath than my so-called body. What is my real body?
Jack Forbes (1934-2011)
