Det er over 3 år siden at jeg var i Uganda sidste gang – mine tanker vandrer tilbage til alle de vandringer og møder, som jeg var med til i et lille ti-år, som deltager i projekter, som handlede om Farmer family learning groups. Jeg lærte fantastisk meget, sammen med fantastiske mennesker, som jeg arbejdede sammen med – jeg er stadig lykkelig over det og tænker tilbage på indsigtsfulde stunder med fælles læring. Og det er netop derfor at jeg sidder her i lock-down-hjemmet og tænker på hvorfor det er så vigtigt at alle er med, og hvor vigtigt det er at lære sammen.
Da ‘familien’ kom ind i billedet
Jeg lærte om landmandsgrupper i projekt-samarbejde i Uganda. I Danmark var jeg med til at bruge noget af denne læring til at udvikle staldskoler. Det er en hel anden historie, som vi tager en anden gang. Men i 2008 kom jeg med i en gruppe i Økologisk Landsforening i 2008 og hér fik jeg lejligheden til at komme tilbage til Uganda og arbejde med udvikling af økologisk landbrug. Vi arbejdede i et kæmpestort område i Rwenzori bjergene i Vest-Uganda. Så rigt, så smukt, og også så udfordret et område: der havde været uroligheder, hvilket betød migration og – for nogle menneskers vedkommende – smertefulde erindringer og ar og tab. Men i de år, hvor vi var der og arbejdede i disse projekter, var der relativ fred, blot var befolkningstætheden mærkbart opadgående.
Vi startede vores arbejde med at beskrive projektet. Én af de mest vægtige og vigtige udviklinger, som blev helt afgørende for udviklingen af fokus og projekt var at vi skulle inddrage ‘households’, og ikke kvinder og ikke mænd, og ikke unge og ikke gamle, men ALLE.
Pludselig kunne jeg godt se det for mig – og jeg fattede ikke hvorfor jeg ikke havde været bevidst om det tidligere. Det var da fuldstændig rigtigt! I de første projekter i Uganda var det ‘landmandsgrupper’ og der måtte ‘landmændene’ selv bestemme hvem der skulle med. Det blev jo som regel mændene. Det samme i Danmark: nogle gange kom ‘landmandsparret’, nogle gange komme den ene, ofte manden. Vi havde haft holdningen at ‘det var fint nok – det bestemte de selv’ – men et eller andet sted er det ikke bare ‘fint nok’ – og hvorfor ikke? I den ugandiske kontekst var det helt klart, og fremhævet af både kvinder, mænd, unge og ældre: alle har hver deres rolle at spille i landbruget og mad-systemet, og derfor skal alle også være med til at ændre og forbedre det.
Det skal med det samme lige fremhæves, at ordet ‘family’ kan give anledning til forvirring i en ugandisk kontekst, og vi nok mest i virkeligheden taler om ‘household’/’husstand’. En familie kan opfattes som alle – inklusiv forfædre, onkler, tanter … alle! Endvidere kan forvirringen også snige sig ind hvis der er flere koner i en familie, men dén lader vi lige hænge. Det der er vigtigt at vi taler om mænd, kvinder, unge og ældre, som deler bolig og liv og mad.
Når alle i familien har en vigtig rolle at spille, så skal alle også inddrages i en udvikling
‘Det hele var fint, det bestemte de bare selv’. MEN: det er ikke bare lige meget, især ikke hvis alle i virkeligheden har en rolle at spille i husholdningen og landbruget. Dét vi prøvede i projektet var jo at ændre tingene til det bedre: mere og bedre mad, mere sikkerhed, flere redskaber til at klare klimaforandringerne med, tørke, oversvømmelser og det hele. Enhver ændring vil kræve noget af alle i husholdningen – og derfor er det helt logisk at enhver ændring kræver inddragelse og med-tænkning fra alle!
Hvad vi også lærte – og fik bekræftet mange gange gennem de kommende år – var at det ikke var givet at man snakkede sammen indenfor en familie. Måske tror nogle at det er en selvfølge, men det er det altså ikke – hverken i Uganda eller i Danmark! Man kan sige at kommunikationen og samarbejdet indenfor en familie eller en husholdning spænder fra at ‘man skal huske at snakke sammen om beslutninger’ til at ‘man skal lære at snakke sammen om beslutninger og ændringer’.
Hjem, mad og børn var ofte kvindernes ansvar, og manden bestemte over pengene
Det kan diskuteres om kvinder og mænd er ‘ligestillede’ i Europa, men nu koncentrerer vi os lige om Uganda, og der var mange ting i forholdet mellem kvinder og mænd, som kunne blive bedre, og der var mange ting som var løbet af sporet gennem de senere årtier. Kvinderne var ‘hjemmets hjørnesten’: de stod for det meste i hjemmet og med børn og mad. De sled i markerne og med at producere familiens egne afgrøder. Derimod var det de færreste steder, hvor de havde noget at skulle sige over penge-strømmen i familien: pengene var kort sagt i mandens lomme. Det vil sige at hvis man havde afgrøder til salg, så var det som regel mandens gebét. Alkohol var én af de ting, som bidrog negativt til at ting løb af sporet, og afhængigheden af penge til fx. lægehjælp og skolegang gjorde, at mange mænd arbejdede udenfor hjemmet – nogle gange så langt væk, at de blev nødt til at være væk fra hjemmet i perioder ad gangen.
Mange års fokus på ’empowerment’ af kvinder
Der var kort sagt en hel masse problemer med balancen mellem kvinders og mænds interesser i familierne. Det er jo ikke tilfældigt at FNs femte bæredyghedsmål er ‘Achieve gender equality and empower all women and girls’. I årtierne forinden har der også været fokus på at kvinderne skal styrkes, og pigebørnene skal ligeså meget i skole, som drengebørnene. Jeg lærte om kvinders selvhjælpsgrupper i Vest Bengal i Indien og kunne se at det også kunne hjælpe kvinder at dele deres erfaringer og forene sig og få netværk. Klart! Og selvfølgelig skal kvinderne ikke udsættes for vold, diskrimination og usikkerhed. Dén pointe, som vi lærte om sammen med alle disse familier og husstande i Rwenzori og vores samarbejdspartnere, var at kvindernes styrke og ’empowerment’ ikke nødvendigvis kom ved at fokusere på kvinderne og pigerne, men ved at inddrage hele husstanden og hele familien. Mange havde haft erfaringer med at der blev dannet kvindegrupper – ofte af en eller anden organisation, som fik støtte og udviklingshjælp fra lande i Europa eller USA – og så sad kvinderne dér og udvekslede og styrkede sig selv og hinanden, Men derhjemme var hverken mænd, børn eller ældre inddraget i de ‘aha-oplevelser’ som kvinderne kom igennem, og lydhørheden var ringe.
Skal man ‘depower’ nogle for at ’empower’ andre?
Den mest umiddelbare konklusion kunne være at når nu kvinderne skulle styrkes og ’empowers’, så skulle magten tages fra mændene, og de skulle ‘depowers’. Sådanne slutninger kunne komme udfra et billede af at ‘magt’ er en slags absolut størrelse, som fordeles ligesom fysisk stof: “hvis der skal mere til dig, så bliver der mindre til mig”. Det var bare ikke sådan at det fungerede i denne sammenhæng. Mændene var ikke nødvendigvis ‘vindere’ bare fordi de sad på pengene – i hvert fald ikke i det lange løb. Så vi havde brug for at forandre det til et spørgsmål om ‘fordeling af magt’ til et spørgsmål om ‘fælles interesser’, og se det som en ’empowerment’ af mænd, kvinder, og hele familien, at tingene begyndte at fungere bedre, at man fik snakket sammen, at man fik mere mad på bordet, at man blev enige om at prioritere børnenes skolegang og nye investeringer i landbruget. Så – vores svar på dette spørgsmål er ‘nej – man skal forandre strukturer som man hænger fast i, og som låser handling til alles samlede bedste’ – og det er et langt videre perspektiv end at kvinderne styrkes i cirkler af kvinder til at tage kampen op for at døtrene også kommer i skole.
Vi oplevede at familie-fokus skabte afgørende forbedringer
Gennem årene så vi forbløffende udviklinger i lokale samfund som helhed, og i familierne. Vi fandt ud af at det var helt afgørende at man begyndte at snakke sammen og prioritere i fællesskab indenfor familien. Det handlede om at inddrage alle generationer: de erfarne ældre, de dynamiske yngre som ville det bedste for børnene, samt børnene og de helt unge, som ofte drømte at komme ind til byerne ‘hvor tingene sker’ – men som i stigende grad så nogle muligheder for at blive i landsbyerne og både tjene penge og være mere fødevaresikre, end i de mange slumkvarterer i byerne. Der er ikke mange jobs at få i store dele af Uganda: mange af de gode råvarer som fx. kaffe, kakao, bomuld, vanilje, frugter og krydderier eksporteres og forarbejdes andre steder, så der er ikke megen industri, og det er ofte for dyrt at starte små virksomheder.
Hvad angår kvinderne og mændene i husstanden, så oplevede vi at de i langt højere grad begyndte at tale sammen, og træffe fælles valg. De omfordelte ikke nødvendigvis arbejds-opgaverne, men bare dét at de fik større forståelse af hinandens verdener og kunne træffe afgørelser og prioritere sammen, betød meget, og gav også håb til de yngre generationer om at kunne udvikle respektfulde familier og gode fremtidsudsigter i en verden under stadig udvikling og pres.
Læs mere om Farmer Family Learning Groups (FFLG) …
