Netop denne søndag morgen …
Nogle gange gribes jeg af en pludselig indskydelse op, ud af det blå dukker den – af den slags, som bare bor inde i én selv og måske stammer fra en tid, hvor mennesker inklusiv vores hjerner bare klarede os selv på egen hånd, og ikke var omgivet af algoritmer.
Også hér til morgen, da jeg gik forbi min reol. Jeg observerede, at min hånd rakte ud og plukkede en bog, og det gik op for mig, at min hjerne åbenbart helt bevidst havde dirigeret den, af en eller anden grund. Det var ’Natur på retur’ fra 1979 skrevet af dyrlæge Christian Brekling.
Hukommelses-flik-flak tilbage til 1986
Hukommelsen hoppede lige flik-flak. De få gange jeg mødte Christian Brekling, da jeg var dyrlægestuderende og i begyndelsen af 20erne, oplevede jeg ham som et ualmindeligt behageligt og venligt menneske, klogt og varmt. Jeg sad ved siden af ham i 1986, hvor jeg var formand for organisationen af danske dyrlægestuderende, ’Veterinærmedicinsk forening’, forkortet VMF. Foreningen skulle fejre sit jubilæum – jeg tror at det var 75 år – og fest skulle der være! Vi havde besluttet at alle nulevende tidligere formænd og forkvinder skulle inviteres med til VMFs årsfest. Vi opsporede navne efter bedste evne, og sendte invitationer ud. Afbud og tilmeldinger kimede ind på telefonerne på De Studerendes Råd. Hér tilbragte jeg nærmest alle mine vågne timer, når jeg ikke lige var til øvelser eller forelæsninger.
Sætninger som brændte sig fast: følelser er ikke fornuftens modsætning
Jeg tilbragte en del tid i VMF’s lokale med at læse gamle beretninger fra svundne tider, for at forberede en tale til festen. Og pludselig stod jeg med et skrift i hånden – en hæfte-udgave af netop denne bog ’Natur på retur’. Denne korte og fyndige sekvens i forordet brændte sig simpelthen fast i min hukommelse:
Forekommer skitserne i denne videnskabelige sammenhæng følelsesladede, er det måske værd at erindre sig, at følelser ikke er fornuftens modsætning. Følelser er ufølsomhedens, stupiditetens og kynismens modsætning – netop de egenskaber, der i nutiden truer velfærden – menneskers som dyrs.
Jeg stod dér, en dag i 1986, ved reolen og gik helt i stå. Og så gik jeg ind til telefonen på sekretærens kontor, fandt frem til Christian Brekling – som jeg kendte lidt, fordi han havde været panel-deltager for de dyrlægestuderende, når de startede uddannelsen, på det årlige rus-kursus, og havde talt varmt for dyrlægens rolle og ansvar som dyrenes advokat. Selvfølgelig skulle han også være med til VMFs Årsfest – han stod for noget som var vigtigt at holde fast i for dyrlægerne – og alle, som havde med dyr at gøre..
Fordi han stod for noget, som er vigtigt at huske på, også idag
’Hvad laver jeg egentlig hér?’ spurgte han da han så sig omkring på hele paletten af tidligere formænd og forkvinder. Det fik han at vide i velkomsttalen, da alle de medstuderende og en lang række tidligere formænd og forkvinder blev budt velkommen omkring det fest-dækkede bord. Han var inviteret ‘… fordi han står frem og kæmper for noget, som er meget vigtigt for dyrlæger at huske.’
Her imorges stod jeg vist på samme måde, næsten 36 år senere, og stirrede ud i luften, efter at jeg havde genlæst denne meget vigtige sekvns i en bog, som jeg købte langt senere end 1986, fordi jeg huskede netop dét. Nu, idag, kunne jeg bare ikke gå hen til en telefon og invitere ham, for han døde som 78-årig, i 1990. Men hvis jeg havde kunnet, så havde jeg inviteret ham og udbragt en skål for ham, for det han stod for, og fordi han for årtier siden havde sagt noget så klarsynet og indlysende rigtigt og relevant for os, også i dag.
Christian Brekling var en speciel mand og dyrlæge. Han havde talt alle midt imod, da han protesterede som overdyrlæge på et slagteri – var det Skive Slagteri? – over hvordan dyrene blev behandlet. Jeg søgte efter det på internettet, men kunne ikke finde det, men det står bare svagt i min erindring, at han havde været i blæst og vist også modvind, og jeg har set et avisudklip engang. I 1975 havde han skrevet artiklen ’Etiske krav til veterinæren i relation til den teknologiske udvikling’ i dyrlægernes blad DVT, og han holdt radio-foredrag i 1970erne over dét, der senere blev skitsesamlingen ’Natur på retur’. Årvågen, fremsynet, og kommunikerende.
Vi skal ikke lade os nøje med dét, der er accepteret
Og dét han skrev – at følelser netop ikke er fornuftens, men stupiditetens, modsætning, står tilbage og er vildt vigtigt i dén verden, vi lever i netop nu. Det handler om vores forhold til både andre dyr, mennesker og kultur såvel som natur, og alle sammenfletningerne dérimellem.
På fotoet ovenfor er han også citeret på bagsiden af sin bog, at vi har brug for ’ …en etik, der sætter mennesket i stand til at vælge det acceptable og ikke lade sig nøje med det accepterede.’
Jeg vil lade det stå til eftertanke og dialog: hvad anser vi mon som acceptabelt i dag, og hvad er det, vi accepterer?
