Forandring …
Kommer forandring indefra, eller udefra? Er det os, som forandrer verden, eller er det verden som forandrer os? Svaret er vel ’både-og’ … og der er mange nuancer i dén historie. Derfor er det super-interessant at arbejde med ’forandring’ med fokus på et konkret område, hvor forandring sker.
Det konkrete område er forandringer i malkekvægbesætninger. Der er sket utrolig mange forandringer over de sidste årtier. Den nuværende debat om klima, miljø, animalske produkter osv. sætter sit dybe præg på struktur og daglig praksis indenfor den enkelte besætning, og på hele sektoren. Jeg har gennem flere årtier fulgt økologiske malkekvægbesætninger i forhold til at støtte dyrenes og gårdens sundhed, håndtere sygdom og udfase eller nedbringe antibiotika. Alt dét er vi også midt i at arbejde med ligenu. Men – ét af de emner, som virkelig har været inde på lystavlen hér på det sidste, har været om hvorvidt kalve og køer skulle tilbringe tiden sammen gennem kalvenes første del af livet. Ikke én eneste dansk malkekvægbesætning i dag er oprindeligt bygget til at have køer og kalve sammen. Det kræver en kæmpeforandring at forandre praksis og strukturer. Det handler virkelig om at gå mod strømmen.
En voksende debat …
Den offentlige debat om kalve og køer sammen, blev skudt i gang for nogle år siden. Vi havde et pilot-projekt i 2013 om det. Dengang sagde mange aktører indenfor landbrugssektoren, at ’det havde ingen gang på jord’. Alligevel – i takt med de seneste års udvikling og flere og flere spørgsmål om hvordan vi har dyr i vores landbrug – har det alligevel sneget sig ind i dagsordenen nu. Det har blandt andet været hjulpet godt på vej af veganer-bevægelse og dyrerettighedsorganisationer rundt omkring i Europa, og sikkert også andre steder.
Vi er en del af en alliance …
Inden vi hopper med på vognen og begynder at skælde ud på landbruget og landmændene for at være onde, bl.a. fordi de adskiller ko og kalv kort tid efter fødslen, så skal vi lige huske på at det hele handler om en alliance. Der er opbygget en fælles forståelse, som vi alle sammen er en del af. Vi har – måske uden at der snakkes voldsomt meget om det – været enige om at ’sådan er det jo’, gennem årtier, måske tæt på et århundred. Rådgivere, aftagere, borgere, forskere, landmænd – SÅ MANGE har et eller andet sted været enige om, at vi har brug for mælk i dette land, og denne verden. Smør har været én af Danmarks store eksport-varer, som det glimrende beskrives i bogen af Markus Lampe og Paul Sharp ’The land of milk and butter’. Da jeg var barn i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne, konkurrerede vi skolebørn om at drikke mest mulig mælk. Vores forældre skulle skrive under på en seddel til det årlige check ved skolelægen eller skolesygeplejersken, hvor der bl.a. stod anført hvor meget mælk barnet drak i hjemme. Nogle drak trekvart liter per dag … jeg kunne vist ikke få mine forældre til at skrive under på mere end at jeg drak en halv liter om dagen. ’Skolemælk’ var et must for sunde børn. Det blev delt ud i middagspausen af de to elever i klassen som var ’ugens dukse’, så vi kunne drikke det til vores rugbrødsmadder med leverpostej med agurkeskiver eller ristede løg. Mathilde og Karoline og hvad køerne nu hed, hang overalt i butikker og på skoler, og senere i berømte kogebøger. Og for at få mest muligt mælk, ja, så skal kalvene jo have mindst muligt. Logisk, ikke?
Det handler om hvordan vi taler om det – fælles …
Når vi har forsket i muligheder for at have kalvene sammen med køerne, så har vi haft mange forskellige under-spørgsmål. Hvad er deres naturlige behov – og hvordan kan de imødekommes bedst? Hvad skal der til for at passe kalve sammen med køer som en del af den daglige praksis … vi er jo vant til at gøre det på en anden måde? Hvad er de økonomiske og miljømæssige konsekvenser af det? Og se, hér bliver italesættelsen tydelig, fordi vi er vant til at få størstedelen af mælken. Så i systemer, hvor kalvene pludselig ’får lov’ til at drikke dobbelt så meget mælk som ellers, så taler vi om at landmanden og mejeriet og markedet ’taber mælk’. Og hvem skal betale for dét? Skal det lægges på mælkeprisen, at kalvene har drukket ’deres del’? Eller på kødprisen, fordi det jo betyder at kalvene vokser og bliver stor og stærke, men det kommer fra ’det dyre mælk’? Kalvekød er i forvejen deprimerende billigt, så … der er mange dilemmaer, fordi vi jo gerne drikker mælk og spiser ost, men skærer ned på kødet for tiden.
Hvis er mælken?
Men – pointen er: vi har vænnet os så meget til at ’mælken er vores’, og landmændene hedder ’mælkeproducenter’, og køerne hedder ’malkekøer’. Så når kalven får lov at drikke dét, som den kan, så taler vi også om mælkeTAB. Vores arbejde om forandringsprocesser handler om netop dén slags ting: måden hvorpå vi taler om ting, spejler også hvordan vi tænker om ting, og det er dét, der er under forandring. Det er ikke nok at nogle få gør noget andet: hvis noget skal forandres mere gennemgribende, så er der mange som skal tage del i det. Hvis den daglige praksis skal være i overensstemmelse med vores tankegang – og omvendt – så handler det også om forandring af vores syn på dyrs behov, og på mælkeprodukter. Så vil man helt selvfølgeligt også tale om det på andre måder.
Fællesskab i praksis
I vores forskning arbejder vi med ’communities of practice’: at forandring sker indenfor grupper, som udvikler fælles måder at gøre ting på og definere ’god praksis’ på. Nye måder at snakke om hvad der er ‘effektivt’ og hvad der er ‘rigtigt’. Måske snakke om glæden ved at passe dyr, eller hvad der føles mest rigtigt. Lige præcis i forhold til ko-kalv-samvær, har grupper af landmænd gennem 3 år mødtes og udvekslet erfaringer og rådgivet hinanden om hvordan det kan fungere (se fx link hér). Ligenu er vi ved at analysere hvad disse såkaldte Staldskoler har ført til, ved at analysere møde-noterne, og lave interview af deltagende landmænd – det kommer der en forskningsartikel og en lille film ud af i løbet af foråret.
Forandring på mange niveauer
Jeg har gennem mindst 25 år arbejdet med landmændenes personlige motivationer og ’triggering events’: hvorfor vælger de som de gør, og hvordan oplever de forandringen i deres hverdag og i deres omgivelser? Jeg arbejdede for eksempel i flere år på at beskrive hvad der gjorde, at de valgte at lægge om til økologi. Senere om hvorfor de valgte alternative behandlinger til deres dyr, eller at arbejde bevidst på at udfase eller nedsætte deres antibiotika-anvendelse. Den grundlæggende antagelse hér er at man overhovedet HAR et valg.
På mange måder kan vi vælge i det daglige … men der er dog alligevel meget, som binder mange, og forhindrer os i at vælge. Hvis man virkelig ikke har mange penge, men børn at forsørge, så er man jo begrænset i, hvad man kan købe. Hvis man ikke har transportmidler eller tid, så kan man ikke køre ud på landet og købe sine grøntsager, selvom man egentlig gerne ville. Og hvis man gør det, så bruger man måske benzin, og det er også galt. Og det samme gør sig jo gældende for landmænd: hvis de skal skabe forandring i en besætning, så skal deres bank være parat til de omkostninger og risici, som følger med, og rådgiverne skal være kvalificerede til at hjælpe med at tage højde for uventede og nye ting. Der skal være ’forandringsparathed’ mange steder i omgivelserne, hvis man som enkelt-individ vil gå forrest og skabe forandring, som kræver investering og risiko. Alligevel siger flere af landmændene at friheden til at prøve nye ting af skaber en enorm arbejdsglæde. De lever i en verden, hvor formularer, regler, kontrol og papirarbejde fylder alt for meget – det er en befrielse af arbejde med sine dyr og udvikle nye praksisser.
De store forandringer
Vi har stort fokus på de lokale og personlige forandringer på de enkelte gårde og landbrug. Vi ser på hvordan grupper af landmænd forandrer praksis og følges ad, måske bakket op af deres organisationer og virksomhederne, som de er en del af. Men vi ser vi også på de større linier: hvordan passer disse forandringer ind i samfundstendenserne? Hvordan sætter den større debat i spil? Her taler om vi store dagsordener, såsom klima, biodiversitet, social fattigdom, udvikling af landdistrikter, og dræningen af kompleks viden til fordel for industri-produktion af fødevarer. Alle disse ting sætter en ramme omkring et forholdsvist ’snævert eksempel’ som ko-kalv-samvær i malkekvægbesætninger, men det er også interessant at se på hvordan dette eksempel kan være med til at påvirke alle disse store dagsordener. Hér tager vi perspektiver op som ’niche-innovationer’ kontra ’den store bevægelse’. Det er en stor mundfuld, og denne blog stopper hér – jeg tager emnet op, når jeg er bedre klædt på til dét, og for ikke at bliver ’for lang’ her og nu. Min indsigt ligenu gennem dette arbejde er, at jeg for alvor har fået understreget at forandringer på en gård og i et landbrug også – men ikke kun – er et spørgsmål om personlige valg og motivationer, men OGSÅ sker i med- og modspil med en masse udefrakommende faktorer: politiske, markedsmæssige, økonomiske, og hvad der tales om i den offentlige debat.
Se mere …
Denne blog er inspireret af at jeg den 31. december sendte slutrapporten ind for vores internationale CORE-Organic Cofund-projekt GrazyDaiSy, hvor en stor del af vores forskning handlede om ko-kalv-systemer. Her er links til et par af de fag-artikler, som har været offentliggjort på det sidste om emnet.
Hér fra Ny Dyrvig og hér fra Svanholm på Sjælland.
Her er link til en 20-minutters film om ko-kalv-systemet på ’Svanholm’ på Sjælland, og nogle af de overvejelser vi også har haft gennem projekterne om ko-kalv samvær.
Og for dem, der gerne vil ’nørde’ om emnet, så er der en hjemmeside hér, og vi lavede et idé-katalog sidste vinter.
