Jeg hørte engang en historie i Kenya, som jeg bliver ved med at bære med mig. Den handlede om to drenge, som levede i en landsby, hvor der også boede en uendeligt klog mand. Man sagde om ham, at han kunne se ting, som var usynlige for almindelige mennesker. Det ville de udfordre, de to drenge – som mange børn og unge mennesker, satte også de spørgsmålstegn ved ‘hvad man sagde’.
De fandt en død fugl i vejkanten, og gik op til den kloge mand med fuglen i hænderne, bag deres ryg: ’Kan du se hvad det er vi har på ryggen’. Han sendte dem et skarpt blik og sagde uden at tøve ’I har en død fugl’. De gik tavse derfra.
De satte sig til at tænke over hvordan de mon virkelig kunne udfordre ham og lagde en snedig plan: ’I morgen fanger vi en levende fugl og holder på vores ryg. Hvis han igen siger at vi har en død fugl, tager vi den frem og lader den flyve. Hvis han siger at vi har en levende fugl, så trækker vi hurtigt hovedet af den, og så kan han også se at han ikke har ret’. Som sagt, så gjort: De fangede en fugl tidligt næste morgen og gik til den kloge mand og holdt den bag deres ryg. Dens lille hjerte hamrede så drengen, som holdt den mellem sine svedige hænder, kunne mærke det. ’Hvad er det, vi nu har på ryggen?’ spurgte han. Han så længe og alvorligt på dem. ’Fuglens liv er i jeres hænder’, sagde han stille.
Denne historie blev fortalt til mig i Kenya – jeg fik at vide at fortællingen stammer fra et nomadefolk, som næsten er uddødt. Det var en hvid afrikaner, som fortalte den, og han brugte den til at illustrere hvordan vi holdt en hel livsform i vore hænder, en livsform, som var oprindelig for den del af Øst-Afrika, som for så mange andre steder. En livsform, som klimaforandringer og andre menneskeskabte forandringer var ved at gøre en ende på. Det er mere end et kvart århundrede siden, at han fortalte den til mig. Intet er blevet bedre siden da. Jeg tænker på denne historie som at den handler om vore øko-systemer, livet omkring os, og med os, vores sociale bånd og medmenneskelighed … vi holder i virkeligheden fuglens liv i vores hænder i så mange sager. Det er vist snart på tide at slippe fuglene løs.
