Filmen HUMAN fra 2015 er produceret af Yann Arthus-Bertrand. Den findes på film-platformen ’Waterbear’ (der er link til platformen hér, hvor du kan logge ind eller oprette dig, ganske gratis). Jeg vil i øvrigt til hver en tid anbefale Waterbear platformen – den har et væld af korte og lange film om alverdens aspekter af bæredygtighed. Filmen HUMAN er som de fleste waterbear-film ganske gratis at se, og den er forrygende smuk, betagende. Rystende, tankevækkende, forbløffende. En nærmest endeløs række af mennesker fra forskellige steder i verden, som kommer med korte beretninger eller udtalelser, iblandet billeder og indtryk og sammensætninger af lyd og situationer, som provokerer og stimulerer og går ind under huden. Grusomhed, krig, børns oplevelser: for eksempel et barn, som har svært ved at tilgive sin mor, at hun solgte ham. Kærlighed, udtrykte ønsker om at gøre andre ondt, ubegribelige og ærlige udsagn. Mennesker. Menneskeligt.
Mennesker som ønsker at bryde cirkler af vold…
To fædre, som hver i sær har mistet et barn i den samme krig. Den palæstinensiske far siger, at når folk spørger, om han kan tillade at tilgive på sin datters vegne, så spørger han tilbage, om han kan tillade sig IKKE at tilgive, på sin datters vegne. Den israelske far siger, at han er holdt op med at tænke på hvilken side man kommer fra, som israelsk kontra palæstinensisk. De to sider, som er vigtigere er at der er dem, der vil standse cirklen af vold og hævn, og dem der ikke vil. Håb. Håb. Som er så nærværende i dag med al den krig, vi hører om hver eneste dag.
Transformativ og helt vildt smuk
Helt vildt smukke billeder. Den minder om filmen ’Home’ (hér). Hvilket ikke er mærkeligt, eftersom den også er produceret af Yann Arthus-Bertrand :-). Hér i HUMAN flyver vi også over forbløffende landskaber med droner, ser hvordan mennesker påvirker dem. Den har stærkt fokus på glimt fra menneskers levede liv, hér og dér. Den kom helt ind under min hud, og understregede at vi er en ’humanity’. Når alt kommer til alt, må vi insistere på at vi i helt grundlæggende ståt på samme side, for der er en klode at passe på.
To timer og 23 minutter. Billederne kører, indtrykkene vælter ind. Jeg oplevede det nærmest transformativt. Nogle gange kan være tæt på at glemme, hvor meget man har meget tilfælles på tværs af alt, blot ved at være menneske. Titlen er ‘Human’ – og den rækker ud og fik mig til at tænke på hvad der skulle til for at tænke i ‘humanity’ – og hvad er ‘humane’?
Spejl os i hinanden
Filmen HOME understregede især klodens sårbarhed, og titlen pegede på at det jo er vores hjem, vores eneste hjem og livsgrundlag, som vi mishandler. Filmen HUMAN peger især på at det er hinanden og os selv, vi mishandler. Vanvittigheden i vores bestræbelser på at gøre livet så meget et helvede for hinanden. Det fundamentalt mærkelige i det enorme voksende gab mellem de mange med så lidt, og ingen adgang til basale ting, og de få med groteske mængder af rigdom. Det blev ikke sagt, men jeg tænker videre: i hvis interesse er det at gøre livet så svært for hinanden, at skabe bølge efter bølge af hævn og bitterhed? Ikke i nogle eller noget levendes interesse. Utvivlsomt er der mange, og dog få, som spinder guld på våben og konflikt og magt over vores livsgrundlag. I denne film så vi mennesker.
Ud af ensomhed …
En af de ting, som stod tilbage fra filmen var hvor rungende ensomme så mange var, i deres angst, i deres kamp for værdighed, at komme sig over vidt forskellige traumer, og selvom det menneskelige lyste ud af øjne og ansigter, så faldt det så mange så svært at række ud og stole på at man ville blive forstået. Og nogle af filmens sidste udsagn var med til at skærpe budskabet om hvor vigtigt det er at mødes: mennesker, som på forskellige måder sagde tak fordi vi lyttede, og fordi de havde fået fornemmelsen af at bidrage med noget. Jeg tror de har ret: vi bliver ensomme i følelsen af ikke at blive lyttet til, ikke at ’være nogen’, som én af dem sagde. Og gosh, hvor havde alt for mange også gode grunde til ikke længere at stole på nogen som helst.
… for en fælles klode
Filmen Human gav mig et dybt indtryk om at vi er fælles på denne klode om at være mennesker, ligesom vi er fælles om at være dyr. Filmen står selvfølgelig ikke alene om at understrege dette: at vi her på denne lille sårbare klode er kommet til et punkt, hvor vi bliver nødt til at indse, at vi skal forene kræfterne for at få denne klode på ret køl. Sidste udkald til at blive kollektivt kloge til at forvalte alle de mirakler, der omgiver os. Risikoen bliver større og større for at vi ødelægger grundlaget for fremtiden … alt for meget tyder på at nogle med forfærdelig meget magt vælger at gå i den retning. Vi må holde fast i at der er mange rundt omkring, som blot ønsker at være gode humans.
Se filmen. Lad det synke ind. Ræk ud. Lyt.
