I lost my talk
Jeg har lige læst ‘Song of Rita Joe’. Jeg lærte om Rita Joe fordi jeg stødte på hendes berømte digt ’I lost my talk’ (link hér). Dette digt er fortolket af mange. Det handler om hvordan sproget blev taget fra Amerikas oprindelige befolkning, inklusiv børnene, som blev anbragt på kostskoler. ’Det vilde’ skulle opdrages ud af børn og unge, så de kunne blive gode kristne nord-amerikanere. Rita Joe havde mistet sin mor som 5-årig, og blev kastet mellem forskellige plejefamilier, og hun gik frivilligt ind til livet på en kostskole – Schubenacadie Indian Residential School – da hun var 12 år, og hun kom ud som 16-årig, hvor hun startede med at arbejde på et vaskeri for en lav løn, og det gik op for hende hvilke skæbne der ofte mødte mennesker af oprindelige folk, når de kom ud i ‘den hvide verden’.
Kostskolerne for børn af de oprindelige folk var ren terror
Schubenacadie Indian Residential School (1930-1967) blev nævnt i dansk radio for ganske nyligt, bl.a. fordi man har fundet barne-grave hér. Ved Kamloops Residential School fandt man 215 barnegrave sidste måned (hér). Kostskolerne – etableret af ’vores vestlige civilisation’ heriblandt den romersk-katolske kirke – repræsenterede terror ud over alle grænser. Mange børn blev anbragt dér imod deres forældres vilje, og forholdene på kostskolerne var elendige – ligeså elendig som i de reservater, som de oprindelige indbyggere var blevet henvist til at leve i. Mange fra den oprindelige befolkning i Canada og USA døde af de sygdomme, som europæerne bragte til kontinentet. Det slog også børn på kostskolerne ihjel, og deres modstandskraft var lav bl.a. fordi maden var dårlig og de fik for lidt næring. Udover dét blev de også afstraffet strengt og korporligt, lukket inde i flere døgn, sultet og tævet. Nogle gange var deres forseelse at de talte deres eget sprog. Mange døde og blev begravet i grave uden navne, og uden at forældrene fik at vide at deres barn var dødt – nogle gange simpelthen fordi ingen helt havde styr på navne og adresser.
”Without the language, we are warm bodies without a spirit”
Mere end 60 selvstændige sprog tales af oprindelige folk, blot i Canada. Rita Joe’s digt om at hun ligesom så mange andre mistede kontakten med sit sprog, understreger hvor tæt vores identitet er forbundet med viden, tro, historier, sange, og hele den kulturelle arv, som gives gennem vores sprog. Vi har brug for at mødes og ville hinanden, og derfor har vi brug for at stå på vores fødder og have kontakt med vores rødder – og mange af dem findes i vores sprog. Befriende erklærede Rita Joe selv langt senere: ‘Yes, I found my talk – it stayed, I never forgot it’. Og sandelig ja: hun skrev digte og udgav bøger, oversatte mange historier fra sit sprog til engelsk. Hendes liv var fuldt af tumult, med børnefødsler allerede som teenager, mange år med fattigdom. Hendes ægteskab var ikke nemt, præget af vold og alkohol. Det blev bedre med årene. Hun tumlede sommetider gennem livet, og hun kæmpede daglige kampe mod undertrykkelse, uretfærdighed og sexisme. Hele vejen igennem satte hun ord på det levede liv, med en slående ærlighed, ligefremhed, venlighed og blidhed. En gentle warrior.
Lyt til gentle warriors …
Lyla June og Kalolin Johnson (hendes sang hér – hvor Rita Joe også ses) er stærke unge kunstnere som gør lige præcis dét, som Rita Joe opmuntrede unge af de oprindelige folk til: sæt ord på, udtryk jer, brug vores sprog, hold fast i venligheden, kærligheden, vores historie og vigtigheden ved at tænke fremad og ikke give efter for vores egen grådighed og bekvemmelighed på bekostning af andre og fremtiden. Vi har alle rettigheder og ret til frihed og respekt, men ikke ret eller frihed til at undertrykke, nedgøre eller foragte hinanden – vi og vores efterkommere skal alle kunne være her. Det er ikke nok at tænke os om – det er vigtigt at lytte.
Gentle warriors gør verden bedre – det er opmuntrende og vigtigt at lytte til dem.
