Jeg elsker alle årstider, plejer jeg at sige – og mener det. Hvis jeg flyttede nærmere til ækvator, ville jeg virkelig savne årstiderne, rytmen, at jorden ånder, at dagenes længde forandres. Jeg har en vis modstand mod forandringerne: jeg føler det pludselig klaustrofobisk når aftenerne bliver mørke igen. Om foråret er det omvendt: jeg står tidligere og tidligere op for at blive ved med at opleve og nyde når morgenen vågner. Indtil et vist punkt, hvor jeg ikke synes at det giver mening at stå tidligere op. Og så overgiver jeg mig og nyder at vågne i et rum, badet i lys.
Og ja: overgiver mig. Hvor meget jeg end elsker at gå i tørre og knitrende efterårsblade, det friske sus af frostklar luft, duften af sensommermuld når jeg graver kartofler op, eller at tænde et hyggeligt stearinlys en sen vintereftermiddag, så er overgivelsen bare helt overvældende når foråret rigtig tager fat. Intet slår det, intet står mål med jubelen, som er der, overalt … livet bryder ud, vågner, vildt. Her i mit tresindstyvende forår kan jeg konstarere at heldigvis betyder erfaring ikke, at man tager noget for givet, eller at sanserne er sløvet – snarere tværtimod. Min erfaring fortæller mig, at min ydmyghed og min undren tager til år for år. Betaget over frøenes former og når de spirer, øjøjøj, forundret over insekterne og fuglene som kommer igen, duftene, farverne – igen, på ny og som aldrig tidligere.
Denne ydmyghed og undren er fundament for mange andre tanker og oplevelser og måder at se min verden på: jeg tror at respekten for den mad, som jeg putter i munden, bor i denne ydmyghed, og respekten for den jord som vi forvalter for fremtiden bor i denne undren. Den syvende generation fra nu skal også undre og glæde sig – det står så klart for mig i eksplosionen af liv.
